Heraldik (læren om våbenskjolde) De fleste menneskers forhold til haraldikken er det, at de er en smule nysgerrige, men kun lidt. I det store hele accepteres heraldikkens tilstedeværelse iblant os uden videre og uden forståelse. Det er sikkert, paradoksalt nok, dette, at heraldikken forekommer overalt, der gør, at den så ofte overses. Heraldikken havde sin oprindelse på slagmarken, hvor det var upraktisk, at de panserede ryttere lignede hinanden til forveksling. De skulle være usårligere som muligt, men samtidig var det nødvendigt at kunne skelne ven fra fjende. I militær sammenhæng har de forskellige enheder altid haft særlige mærker. Romernes legioner havde ørne, og både Byzans, Karl den Store og hans efterfølgere på den tyske kejsertrone og siden den russiske zar valgte derfor ørnen som kejserligt våbenmærke. Middelalderkrigerne havde også forskellige kendetegn på skjoldet eller dragten. De angav måske gruppe eller nationalitet, men kunne også være helt personlige. Ridderordnerne havde hver deres farve kors på dragten og deres personlige kendetegn på skjoldet. johanniternes kors var hvidt. Tempelherrernes var rødt og den tyske Ordens sort. johanniternes dragt var i fredstid en sort kappe med et ottetakket, hvidt kors på brystet. Det hvide symboliserede hjertets renhed (hos den, der kæmper for den kristne tro), og korset sad på venstre side nær hjertet. Korsets fire arme betegnede de fire kardinaldyder: forsigtighed, mådehold, retfærdighed og styrke. De otte spidser betegnede de ridderlige dyder: et roligt sind, godhed, anger, tålmodighed, retfærdighed, barmhjertighed, oprigtighed og stanhaftighed (under forfølgelse). Krigsdragten var en rød kappe med et simpelt, hvidt, latinsk kors. Fyster og adelsmænd havde private mærker og særlige farver, som deres folk bar, og som gik igen i faner og på hestens skaberak. De heraldiske figurer kunne være enkle geometriske former, vinkler eller streger i forskellige sammensætninger både i farver og former. Det kunne også være stiliserede gengivelser af planter som Holstens nældeblad og Frankrigs liljer. Eller billeder af dyr eller genstande, der relaterer til ejerens navn, f.eks. Galt eller Bæger. Løven var udbredt som fyrste våben, alene eller sammen med andre figurer. Og på et eller andet tidspunkt blev fyrstensvåben også landets mærker, f.eks. Englands løver og Frankrigs liljer. I Danmarks rigsvåben med løver og hjerter har siden ca. år. 1200 været landets mærke. Inden da var det knyttet til en bestemt gren af kongeslægten. Norges løve holder Skt. Olavs økse i poterne. Så man kan se at der er tale om en kristen løve, altså Norge er et kristent kongerige. Byaristokratiets våben havde tit med familiens beskæftigelse at gøre. Medicierne i Firenze havde cirkler eller bolde i skjoldet. De runde skiver ligner også mønter, der var betydningsfulde bankmænd i familien. Hele denne udvikling nåede først Norden senest i middelalderen ligesom riddervæsen og adelskab, og desuden var skriftkulturen længe om at slå igennem her, men den behøvede personlige mærker. Den enkelte persons våben blev også præget som et segl og brugt til besegling af breve og retslige dokumenter som en underskrift. Anvendt heraldik er ikke særlig udbredt i dag. Nu og da ser man et heraldisk flag vaje fra taget af en statslig militærbygning. Somme tider ser man et billede af familievåbnet på en væg og i sjældnere grad ser man våbnet på brevpapiret. Endnu sjældnere er anvendelsen af slægtsheraldik på små personlige ejendele som signetringe, manchetknapper, exlibris o.lign. Der hvor heraldikken er mest synlig i vor tid er i anvendelse af kommune- og amtsvåbner. Anderledes frit anvendes heraldikken af kongehuset, staten, forsvaret, amter, kommuner og kirke. Fra 1985 har det heraldiske sagsområde, i Danmark, henhørt under Rigsarkivet. Her har en lang række sager om våbner, krone, flag og emblemer været genstand for vurdering og afgørelse. Sagsbehandlingen, der har føjet et nyt markant træk til Rigsarkivets profil, foregår i snævert samarbejde med hoffet, ministerierne, kommunerne og andre instanser og har medført frugtbare kontakter med våbenmalere, tegnere og medaljører. Det kgl. våben, tideligere betegnet som det store rigsvåben, blev med sit nuværende indhold fastsat i 1972. Det er forbeholdt Dronningen, Kongehuset, hoffet og livgarden, og det må gengives af kgl. hoflevrandører, når prædikatet samtidig anføres; disse må også gengive kronen alene. Det kgl. våben har præg af embedsvåben, men er tillige slægtsvåben for de nærmeste arveberettigede til tronen. Det er således blevet fastslået at Kronprins Frederik fører samme våben som sin mor. På Rigsarkivets initativ vises Dronning Margrethes våben nu på TV-skærmen forud for Dronningens nytårstale i skikkelse af det stilsikre ordensherreskjold i Frederiksborg slotskirke. Statsvåbnet - tidligere betegnet det lille rigsvåben - stammer indholdsmæssigt fra 1100 tallets slutning. Med krone på skjoldet må det anvendes af alle statsinstitutioner og statslige embeder, der iøvrigt også kan bruge kronen alene. De pågældende myndigheders og deres embedsmænds virke udledes af kongemagten. Det er derfor blevet fastslået, at folketinget bruger statsvåbnet uden krone på skjoldet. I en række tilfælde er der givet tilladelse til at anvende statsvåbnet uden for statstjenesten. Det gælder områder, hvor gengivelser af danske statskendetegn tjener oplysende formål, eller hvor anvendelsen i øvrigt forekommer rimelig og ikke kan misforstårs. Stilsikre versioner af statsvåbnet, Færørnes og Grønlands våbner samt kroner blev i 1986 tegnet for hof- og statskalenderen af kgl. våbenmaler Aage Wulff, den betydeligste danske våbenkunstner af den klassiske skole. Siden 2. verdenskrig har Hærens enheder fået mærker, der bruges på uniformer, i faner m.m., og for søværnets og flyvevåbnets enheder, f.eks marinefartøjer og eskadriller, er der blevet fastsat våbenskjole kombineret med det pågældende værnsmærke, hhv. anker og tov med krone og vinger med krone. I næsten alle Hærens mærker og de værnsfælles mærker indgår kronen også. Interessen for våbener og mærker i Forsvaret er stor. Købstæderne har siden middelalderen brugt segl med billedligt indhold, og herrederne har i stort omfang gjort det samme. Begrebsmæssigt er våbener og segl forskellige fænomener, men har i mange tilfælde det samme billedindhold. Korrekt blasonering har ingen lang tradition i Danmark. I dag beskrives alle våbener, hvorom rigsarkivet udtaler sig med henblik på officiel godkendelse, i et entydigt blasoneringssprog tillempet den fransk-engelske blasoneringstradition fra middelalderen. Et kommunevåben, som er godkendt af indenrigsministeriet, kan indregistreres i patentdirektoratet, og våbenet nyder derved retslig beskyttelse mod uberettiget brug, Indenrigsministeriet meddeler først sin godkendelse efter at have indhentet en udtalelse om våbenforslaget fra statens heraldiske konsulent. Ligesom i det øvrige Norden og mange andre europæiske lande er der i vore dage stor interesse i danske kommuner for at få et våben. Kommunerne bruger deres våben i mange forskellige sammenhænge, hvor de fungerer som signaler til borgerne og dermed opfylder heraldikkens egentlige formål. Heraldikken er kendetegnet ved klare former og grafisk styrke og virker som sådan tiltalende på mange mennesker i vor tid. Dens middelalderlige stil og traditionsbetingede præg gør den velegnet for offentlige myndigheder, hvis symboler bør udstråle autoritet og historisk kontinuitet. Allerede ved heraldikkens fremkomst, i 1100- tallet, var sigiller i brug blandt bisper og andre kirkefyrster, og det varede ikke længe,før de begyndte at optage gengivelser af våbenskjolde og andre heraldiske mærker i deres segl. Det gjaldt ikke mindst insignier for de kirkelige embeder såsom bispehuen og kors- eller krumstave. Efterhånden udviklede den katolske kirke tillige prælathattene i et særligt system, til angivelse af indehaverens rang. Den heraldiske anvendelse af den flade prælathat med dens snore og kvaste kan føres tilbage til 1300 tallet. Bispehuen bruges og føres inden for den katolske kirke af kardinaler, patriarker, ærkebisper, bisper, abbeder og visse andre. Den katolske biskop i Danmark, Hans Martensen, fører et våben: Kvadreret, første og fjerde feldt rødt, heri to udadvendte bispestave dækket med et kløverbladskors, alt i guld. Andet og tredje felt guld, heri et rødt hjerte op af hvilket der vokser et blåt kors. Bag ved skjoldet en gylden juvelbesat korsstav og over den en grøn biskophat med tolv kvaster, som hænger med seks kvaster på hver side af skjoldet. Inden for den danske folkekirke anvendes kirkelig emblematik. Som eksempel kan nævnes Haderslev bispembedes segl med Jomfru Maria og Barnet og stiftets nye våben. Motivet er inspireret af kollegiakapitlets gamle segl og af Slesvig stifts våben. Den tre dobbelte krone som kaldes tiaraen, er pavens specielle krone. Oprindelig var det en høj spids hvid hat kombineret med en åben krone, hvilket tilsammen stod for pavens mindighed som værdslig fyrste. Den første pave som førte tiaraen sammen med sit slægtsvåben var Johannes 22. (1316-34). I forretningsverdenen anvendes et væld af mærker, som er en slags vildskud på heraldikkens stamme. Nogle få af dem er heraldiske, enddog korrekt registrerede våbener, andre ser heraldiske ud, men er ikke rigtig heraldik, og andre igen er tegn og symboler, som ikke er heraldiske, men som bruges med præcis de samme formål, nemlig identifikation, præstige, selvrespekt o.s.v. De anvendes i udstrakt grad til reklame og som varemærker. En enkelt symbolladet middelalderlig figur er trængt ind i pengeverdenen. Enhjørningen er symbolet på kristus, der jo ikke netop anbefalede, at man skulle sanke i lade. Men den er også udtryk for den højeste uskyld, som kun kan erobres af en jomfru. Det tænkte Unibank næppe på, da man valgte enhjørningen som logo. Det mest eftertragtede i forretningslivet er vel nok at kunne skilte med det kongelige våben og nedenunder sætte de obligate ord: Kgl. hofleverandør. Det er en ærefuld udmærkelse, som kun forundes få. Det indebærer at firmaet har kongelig bevågenhed, og er således en garanti for høj kvalitet og god betjening. Retten til at føre det kongelige våben er lovbeskyttet og har enorm betydning for et firmas renomé. De mennesker som får tegnet nye våbener er levende interesserede i og lægger uendelig vægt på komposition og udførelse. Symbolik af den ene eller anden art kommer i første række, derefter et tiltalende udseende og sidst det særpræg, der gør, at det ene våben kan skelnes fra det andet. Dette sidste skulle egentlig have været det første hensyn. Men meningen, at have et våben for våbenets egen skyld, har næppe hermed mistet sin betydning. Den almindelige opfattelse syntes blot at være, at skal man have et nyt våben, bør det være symbolsk, smukt og særpræget - i nævnte rækkefølge.